Lidt om dit/dat, reggae/jazz

Ready, set – GO!


Efter den lille matrikel har været ramt af vintersnue, har alle mand rejst sig igen og er dykket ned i hverdagen.
Hver dag kan jo betragtes som en ny start, og i dag har i dén grad “ny start” plastret på sig for matriklens yngste beboer, S.
Hun begynder nemlig et nyt skoleeventyr i dag. Vi har af mange grunde valgt at flytte hende ud til skolen, hvor V går, og vi er glade helt ud i tåspidserne over den beslutning.
Dels fordi hun efter 3 dage på besøg i den nye klasse, klart meddelte, at her ville hun rigtig gerne gå i skole.
Det gjorde bestemt ikke vores beslutning svær. Det er jo altid et sats, om græsset er grønnere på den anden side. Jeg kan hertil tilføje, at på den nye skole ER der rent faktisk græs, og masser af det. Ligesom der er gemmesteder, et lille vandløb, bålsted, høns osv.

Jeg er også ramt af noget nyt (bare rolig det er ikke en ny hobby). Jeg har fået en lille bitte smule smag for at lave noget aftensmad, der ikke ligner det jeg har serveret for min lille familie igennem de sidste 15 år!
Halleluja! Nu kan frikadunser og de hjemmelavede burgere godt se sig over skulderen, for her kommer blomkålstabouleh og rootza, og de har tænkt sig at blive (indtil vanviddet aftager og jeg får gedigen lyst til at lave mad med flåede tomater igen).
Vi opdagede, at vi slet ikke får spist nok grøntsager, og i de 5-6 “grundretter” vores køkken har bestået af de sidste mange år, har det bare været de slemme slemme kartofler, pasta og ris, der dominerede tallerkenen. Cool nok, jeg elsker alle 3 og gerne med sovs/dressing/eller andet snask at dyppe i. Men nu keder vi os i munden, og trænger til mere energi i den mørke tid. Så nu skal jeg surfe nettet tyndt for mystiske retter, jeg stolt kan præsentere min mere eller mindre skeptiske familiemedlemmer for.

Fik i øvrigt smækket en portion af de hypede “dadelkugler” sammen i går. De smagte så godt, at ingen huskede på, at det var dadler og ikke smør, der gjorde den klæge masse.
Der er ikke flere tilbage. Du kan snuppe opskriften hos Mette-Marie lige her .

P.s. I dag er der 2 måneder til 2. juledag – jeg forudser, at jeg formentlig efterhånden ligner en dadelkugle på dette tidspunkt.

Møs Blogmama

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Har du noget på hjerte - så SKRIV!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om dit/dat, reggae/jazz