Vi starter lige med en krammer…

…sådan!
Jeg havde sådan lyst til at sætte ord på lørdagens tragedier, men de ville ikke rigtigt ud.
Jeg befandt mig i indre by (Kbh) lørdag eftermiddag, uvidende om, hvad der foregik få kilometer derfra, først tidlig aften fik min veninde og jeg nys om angrebet.  Der sker så mange grumme ting hver dag i hele verden, flere end jeg kan overskue at holde styr på. Men når det kommer så tæt på som i lørdags i mit gamle nabolag, så rammer det lige på en anden måde, det bliver så virkeligt. Tænker, heldigvis, ikke over at jeg lever i et land, der i er en grad af forhøjet beredskab til daglig. Så ville jeg om muligt blive endnu mere skør i knolden!
Men jeg blev mindet om det i lørdags, og når man har børn (i dette tilfælde har S heldigvis intet opfanget), så kommer spørgsmålene og uroen. Jeg er mildt sagt ikke vild med at tale terror med mine børn, men ser det dog som en anledning til at snakke om forskelligheder, respekt, næstekærlighed, tillid og hvordan vi kan starte med os selv i forhold til at ændre på det vi ikke synes fungerer.

Jaix!

I morgen vender vi snuden mod noget meget sjovere her på bloggen.

Møs Blogmama