Ny start!

Sådan kan dagen spenderes inden en aftenvagt – ikke tosset!
Første mandag i 2015. Ny start. Jeg er ganske sikker på, at der sidder op til flere rundt om i landet med knurrende maver, slanke-app’s og nyerhvervede kogebøger der hver dikterer deres egen perfekte løsning på varigt vægttab.
Sidste år var jeg præcis som beskrevet ovenfor. Jeg prøvede, med god effekt, en såkaldt “livsstils-app” der hedder Lifesum, hvori jeg skulle bekende mine synder og træning.
Jeg brugte den ca ½ år, og blev meget bevidst om mine spisevaner og hvor jeg måske skulle ændre lidt på kosten.
Jeg blev til sidst også lidt træt af den og den evige dokumentation.
Jeg bruger den dog af og til stadig en dag eller to for liiiiige at tjekke status på, hvor meget min hjerne (mave) kører rundt med mig.
Jeg har som tidligere nævnt ikke mødt en kalorie jeg ikke kunne lide, så jeg skal altså af og til hive i nødbremsen og tænke klart og en pixismule mere fornuftigt, når det kommer til valg af især sådan noget som mellemmåltider.
I dag har jeg dog været maaaaajet dygtig… lige indtil kl.12.
Før kl.12 nåede jeg op og træne, nyde en dejlig morgenmad bestående af skyr, mandler og en tørret figne hertil en kop usandsynligt velbrygget latte.
Jeg fik også lige set et afsnit af “Nashville” (Shit jeg ELSKER den serie, og har pres over at jeg kun har 12 afsnit mere tilgængelig..), frokosten var sådan mellemsund med lidt tærte, hytteost og stegt squash.
Men så kl.12, så kunne jeg pludselig høre noget nede fra kælderen. En lille bitte stemme kaldte. Det lød som om, den var lukket inde. Jeg måtte naturligvis slippe alt, hvad jeg havde i hænderne (fjernbetjeningen, var jo i gang med Nashville) og pile derned.
Jeg fandt hurtigt ud af, at stemmen kom inde fra fryseren, nederste skuffe.
Der lå den, en lille bitte, forladt rest af økologisk chokoladeis.
Jamen hvad skulle jeg stille op? Den var så lille, at den nærmest ikke talte for en portion. Hvem havde dog været så fjollet at lade denne sølle rest tilbage i fryseren?
Jeg så ingen anden udvej end at tage den med op og få den spist i en fart.
Pyha, så skal vi ikke tænke eller høre på den mere. Selv tak.

Møs Blogmama