Blogtrafik

Blogmama i egen knap så høje, men til gengæld helt au naturel version

Jeg har blogget siden juli 2014, med pauser indimellem. Kort sagt E.L.S.K.E.R. jeg at beskrive både de små og store begivenheder til fri læsning.  Det bedste af det hele er, at der sidder folk som dig, kære læser, og følger med.
Jeg følger selv fast en håndfuld blogs og derudover falder jeg hver dag over nye, som jeg liiiige må læse lidt på.
Det er et forunderligt univers det med bloggeri. Nogle åbner helt op og man læser næsten forlegent med, når de har åbnet låsen på dagbogen og deler ALT. Andre holder en armslængde afstand uden, at det bliver uvedkommende, men med en respekt for deres nære og sig selv ifht., hvad der skal deles med resten af internettet.
Der er også dem, der skaber stemninger og historier med billeder og er mere visuelle blogs end brugere af det skrevne ord.
Jeg elsker alle varianter og har mine favoritter indenfor alle 3, og ret groft opdelte, kategorier.
En ven spurgte en dag, om jeg også var sådan en “mommyblogger”, næsten med en lille smule afsky i tonelejet (hvilket jeg ikke fatter en bjælde af, da jeg selv holder meget af de såkaldte mommyblogs…).
Dertil måtte jeg svare “pas”. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilken slags blogger jeg er, men jeg ved, at bloggen afspejler mig og jeg er jo altså mere end en mor. Jeg er også et fjols, men jeg er aldrig stødt på kategorien “fjols-blogger”.
Jeg er helt med på, at det er en ret fin idé at kategorisere blogs sådan nogenlunde, da nogle læsere går målrettet efter opskrifter, bolig, børneopdragelse, træningstips, mode osv.
Men vi er også en riiiimelig stor, grå masse af altmulig-bloggere, og måske drukner vi lidt i mængden med vores almindeligheder på skrift, der ikke lover madplaner, fall/winter 2016 fashion tips, workout-videoer and what else.

Jeg er stadig ikke sådan helt sikker på, hvem der læser med her. Enten har jeg en helt fantastisk skare af familie og venner, der troligt besøger bloggen og er dem, der udelukkende gemmer sig bag mine trafiktal, eller også er der også en flok, sådan helt fremmede = altså venner jeg ikke har mødt endnu, der også læser med.
Der er ikke mange, der giver sig til kende i kommentarfeltet. Jeg ved selv, hvor grænseoverskridende det egentlig er, at kommentere på andres tanker, betragtninger, gøren og laden på skrift altså..
Ovre i virkeligheden skal jeg ofte skrue lidt ned for det evindelige kommentarspor, der strømmer ud af munden på mig. Spørg selv Svensken, om han ikke til tider bliver lidt træt, når min indre Flemming Toft folder sig ud.

Denne blog er 108% lystdrevet. Min eneste udfordring er, at jeg ville ønske, der var lidt flere timer i døgnet, så jeg kunne skrive flere og fyldigere indlæg til jer derude.
Lige nu prøver jeg at blive ven med Google Analytics, og jeg er indtil videre nået frem til, at jeg udover mange besøg fra Danmark også har en fast læser på Grønland og måske et par skuffede læsere fra Brasilien, der ikke forstår en hattefis af, hvad der skrives om her på domænet 🙂
Hurra hvor er verden lille!

Møs Blogmama