Toddler vs. teenager

“Glæd dig til han bliver lidt større, så er der ikke bleskift, amning og frarøvet nattesøvn” – sagde de.
Okay, det med bleerne er vi ovre, jeg ammer selvfølgelig heller ikke mere, men maden skal alligevel være tilgængelig 24/7 og i rigelige mængder, og så er der natteroderiet, jamen det er ikke stoppet endnu..
Nu er det så bare fordi, at vi skal bringe og hente til fester. Når man bor ude i provinsen, nabo til landet, så er det ikke småture vi skal ud på, når der inviteres til fest i et eller andet forsamlingshus i en lille flække vestpå. Men – hey, vi gør det gladeligt. Ikke fordi vi ikke kan lide at sove, men mere fordi, at vi ved, at vores elskede førstefødte kommer sikkert ud og hjem.
Det gjorde mine forældre også altid. Dengang, altså lige før (!), da jeg var teenager synes jeg det var top at blive kørt og hentet. Jeg så det som en dejlig service. Når jeg tænker tilbage kan jeg godt se, at der udover den flotte service selvfølgelig også lå en interesse i, at få sit barn hjem i god behold.
Ligesom jeg hører min egen skingre stemme køre det vildeste krydsforhør af, der vil gøre en hver FBI-agent til skamme, når V kommer og spørger om lov til at tage til en fest hos én, jeg enten ikke er i familie med eller har kendt siden fødslen.
Fordi sådan er det, når man er mor. Konstant bekymring, i mere eller mindre grad, en skeptisk tilgang til mennesker, der har interesse i at spendere deres fritid sammen med min søn.
Den der med at give slip, give lidt længere snor og mere ansvar, av den gør naller. Jeg vil faktisk sige, at den er på højde med en god gang brystbetændelse + et ammebarn en tirsdag nat kl.2.36 på 4. døgn uden mere end 3 timers sammenhængende søvn, og 2 fødder der sover, fordi man fik sat sig dumt til rette der i mørket.
Det gør nas fordi, at det der skønne barn man har passet og plejet, krammet og tumlet med, nu vil selv, og i høj grad kan selv. Faktisk kan han selv snart fylde et knallertkørekort i tegnebogen, og the sweet freedom lurer lige om hjørnet. Sikke en fantastisk tid der venter ham, og sikke mange søvnløse nætter vi har til gode 😉