Nuddelhår og Juniqe

Jul #1

Jeg indrømmer det. Jeg valgte med fuldt overlæg Radio Jule Soft her til morgen, da vi startede den lille dyt og drønede mod skole. Det var altså ret hyggeligt at starte dagen med Helmig/Fenger ”Så er det jul igen” og det tilmed kun er 18 november.
Jeg er SÅ meget på jul i år. På en måde lidt mere end normalt, og normalt er jeg ret juletosset.
Jeg ved ikke, om det er en slags overkompensation for de relativt høje plusgrader vi boltrer os i her i november, men noget har sat gang i mit julehumør. Jeg må hver aften sidde på mine hænder for ikke at kaste mig frådende over vores julekasser i kælderen.
Det eneste der nok i virkeligheden holder mig tilbage, når alt kommer til alt er:
DEN STORE JULERENGØRING!!!!
Altså den med vaske paneler, hylder i vitrineskabet, sortering af bøger i bogreolen (og papirbunkerne ovenpå) og VASK AF DE GAMLE TRÆGULVE. Piv.
SÅ den tager jeg lige tilløb til. Måske det er en weekendting, og dér har jeg/vi jo sjældent andre planer (ahem… læs her, hvis du ikke ved hvad jeg mener).

Jeg mærker også en stærk trang til at boltre mig på julemarkeder med gløgg, ævl’skiver og og grimme nisser (bare rolig jeg køber ikke nogen).
Jeg har det faktisk rimelig presset med nisser. De er som oftest grimme, nogle skumle og andre nærmest uhyggelige. Så når det kommer til julepynt er jeg ret selektiv, og sidste år gav jeg en ordentlig skudefuld væk. Det er jo synd, at bare fordi jeg er kræsen med pynten, så skal det bo i kasser i vores kælder (hvor der i virkeligheden overhovedet ikke er plads til noget som helst.. altså slet slet ikke).
Så jeg fandt en ”bortgives”-side på Facebook og under 10 minutter efter opslaget var lagt op, var det de første 10, der var vilde med 2 poser ass. Julestads.
Det er sgu fedt, at vi kan deles om tingene på den måde.
Det betyder også, at vores hjem ikke konkurrerer i lige linie med Gertrud Sands, men efterhånden er ved at få sit eget juleudtryk. Hertil kan jeg tilføje, at jeg synes neon er ligeså velkommen til julebal i nisseland som rød og skovgrøn.
Jeg har været i Søstrene Grene og hapse en masse fine julestjernestrimler med marmorprint, prikker og striber. SÅ fine og i lidt utraditionelle farver og mønstre end vi ellers kender i julen.

Jo mere jeg skriver på dette indlæg, jo mere kan jeg mærke, at jeg nok er nødt til at komme i gang med rengøringen, så hjemmet kan blive juleficeret.
Hvis I sidder inde med tips til fin DIY julepynt, julemarkeder, julemad eller andet juleri, så smid en kommentar 😉

Møs Blogmama

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Har du noget på hjerte - så SKRIV!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nuddelhår og Juniqe