Om at være med til en fødsel…

I dag er det 1 år siden, at jeg sammen med min søster og svoger havde æren af at byde min lille niece velkommen ude i dagslyset!
Det var STORT. Det var fuldstændig ubeskriveligt. Det var ganske enkelt en gave.
Jeg har selv lagt krop til 2 graviditeter og dertil hørende 2 fødsler au naturel…
Hver gang har jeg haft den vildeste optur over krop, vilje og den kraft, man som kvindfolk pludselig besidder, når der liiiige er behov for, at man giver den en skalle og smutter mandlen (“mandlen” HA! som om…).
Jeg er lykkelig for, at jeg har haft mulighed for at føde mine børn naturligt, men grundet opturen over fødsler generelt, har jeg så haft en lille bitte nedtur over, at jeg ikke skulle deltage i flere fødsler selv.
Lige indtil min lillesøster spurgte, om jeg mon havde lyst til at være med til fødslen af hendes 2. barn.
Holy moly. Det var sgu da et tilbud, jeg på ingen måde kunne sige nej tak til.
Så for 1 år siden stod jeg med tårer i øjenkrogen og bevidnede min nieces ankomst til verden. At være til stede i et rum med SÅ megen urkraft, som vel at mærke ikke stammer fra én selv, er så vildt!
Jeg husker fra min egen 2. fødsel, at jeg på et tidspunkt sagde til svensken og jordemoder, at nu ville jeg egentlig godt hjem. Vi snakker MIDT i cirkus-“barn kommer snart til verden”. Hun smilede (med en lille smule lyd på) og sagde blidt, at det kom jeg altså ikke lige nu.
For 1 år siden, som tilskuer/hjælper/støtte, ville jeg ønske, at det lige varede lidt længere.
Altså ikke fordi min søster skulle lide yderligere, men fordi det var så magisk det hele!
Magisk på en anden måde (nok fordi det ikke gjorde nas på mig – bevares, der var da fantomsmerter som indimellem indfandt sig) end da jeg selv lå og kæmpede midt i magien til mine egne fødsler.

HIP HURRA & TILLYKKE med dagen lille Fe

Møs Blogmama