Hvor pinlig har man lov til at være?

Der er faktisk lavet en triologi om mig som pinlig mor, Mette Horn har æren af at gengive mig på film 😉

Der må være grænser for hvor pinlig man må være. Ligesom så mange andre grænser, er disse vidt forskellige fra menneske til menneske. Bedst som man tror, at det var en vildt god idé at få børn i en forholdsvis ung alder, så kan man edersparkeme tro om igen.

Glem alt om ”jeg er jo en ung mor, så jeg kan godt huske hvordan det var at _________”.
Ifølge arvingerne kan jeg ikke huske skyggen af en skid.
Og HVIS de så godtager, efter lang debat, at man måske godt kan huske en lille bitte pixismule, så FORSTÅR man i hvert fald ikke, hvordan DE har det.
Jamen skulle jeg ikke bare hejse det hvide flag og overgive verdensherredømmet til mine poder allerede nu?

Nej, gu’ vil jeg ej! Jeg fik nemlig også børn tidligt af andre grunde end at vinde hukommelsesmesterskaberne. Dels var jeg/vi klar til at kaste os ud i eventyret som forældre, men jeg har nydt og nyder til stadighed godt af, at mine egne forældre er unge og friske.

Da jeg, for ikke så mange år siden, var teenager var vores hjem omdrejningspunkt for mange børn/unge. Dørene stod altid åbne for alle. Der var the på kanden, backgammon på bordet og voksenører, der gerne ville lytte, når problemerne eller idéerne ville ud.
Dette gjaldt ikke kun min søster og jeg, men også vores venner og veninder. Det er ikke sket sjældent, at jeg kom hjem fra skole eller fritidsjob, hvor en af mine veninder allerede havde indtaget en plads i vores hyggelige ”samtalekøkken”.
Jeg nød det, og jeg tror også mine forældre synes det var rart at kende de mennesker jeg også havde i mit liv, og som jeg prioriterede højt.
Jeg husker ikke rigtigt, at jeg synes de var pinlige…mine forældre. Jo måske én gang, men det var fordi jeg selv stod i en liiiidt funky situation med 3 gæster af det modsatte køn, den ene inviteret, de andre 2 uanmeldt, alle 3 venner… De havde alle 3 samme formål med deres besøg, og det var ikke at vinde backgammon, men derimod undertegnedes, dengang kendt som ”isdronningen”, hjerte! Nuuurhhh..ak ja den kærlighed…
Nå, men pludselig sad de alle 3 oppe i køkkenet sammen med mine forældre og snakkede om fremtidsdrømme og planer. FLOT, så sad jeg nedenunder, mutters alene på pigeværelset, imens mine forældre åbenbart var lidt mere spændende end jeg. Dér håbede jeg SÅ meget på, at mine forældre ikke begyndte at fortælle ”sjove” historier om mig som barn eller endnu værre vise billeder… Det gjorde de heldigvis ikke.
Jeg endte med at sende 2 stk hjem, da jeg allerede havde kastet min kærlighed på den ene (og han var inviteret!).  Mine forældre har alle dage været cool omkring mine kærester, og hvis jeg dengang har synes noget var pinligt, så var det ikke værre end, at jeg ikke kan huske det den dag i dag!

Anderledes forholder det sig pt. på vores matrikel.
Jeg er pinlig. Det er ikke noget jeg selv har bestemt. Det er der nogle andre, der synes.
Blot det faktum, at jeg i vores relation er moderen er pinligt. Dertil kommer, at jeg har en facebook-konto, at jeg taler, kører på rulleskøjter, er interesseret i min teenagers liv = spørgsmål om dit, dat og dut, mit hår, mit tøj, mine meninger og sikkert også denne blog.
Det er HELT okay med mig. Alt sammen. For det følger vel lidt med titlen som mor.
En titel jeg bærer med stolthed omend det nogle gange er lidt nervepirrende.
Jeg øver mig i at være cool og laid back, prøver at skrue ned for de mange spørgsmål, og i øvrigt at være tilgængelig, hvis nu ældste arving V, synes det kunne være rart lige at dele noget med mig.
Men for hævled hvor skal jeg styre mig…Jeg vil så gerne følge med i, hvad der sker i mine børns liv, og det er SÅ svært, når det ligepludselig ikke er en selvfølge, at man følger dem, hvor de går og står.
Nu må jeg pænt vente på, at de indvier mig i de få informationer, de synes er relevante jeg får.
Jeg trøster mig med, at jeg ikke er alene i verden som teenagemor eller bare pinlig dame. Vi er flere i samme båd, og jeg stemmer for, at vi nok skal klare det, og er sikker på, at vores børn en dag som voksne vil synes, at vi var de sejeste -trods alt 😉

Møs Blogmama