Pandehår og asfalteksem

Jeg har længe, aaaarrrrhhhh måske et par uger, grublet over, hvordan jeg bedst muligt kunne garantere mig selv, at jeg ikke ville fortryde et klippet pandehår et splitsekund efter gerningen var gjort.
Jeg nåede ikke til en løsning, men klippede det og tænkte, at skidtet vokser jo ud igen.
Måske var det dét, der skulle til. I hvert fald er jeg ok tilfreds med nu at camouflere en 1/3 af de store bare flader i mit ansigt a.k.a. panden.
Jeg ved det, det er jo ikke fordi, at I nødvendigvis synes, at et indlæg om jeg skal have pandehår eller ej for så vidt er interessant eller ej, men jeg læner mig nu alligevel op ad et motto jeg engang læste. Det var på skiltet hos en frisør i Søborg – der stod (vittigt)
“Frisuren er hovedsagen”
Jamen det er jo ikke løgn, og sådan et lille ordspil tager bo i min hjerne, optager plads for megen anden og nyttig viden, for evigt og altid.
Det betyder altså en del, hvordan garnet lægger sig til rette på ens hat-rack.
I give you – the bangs…

Det er i øvrigt voldsomt upraktisk med pandehår, når man dagligt som jeg cykler til og fra arbejde iført cykelhjelm, den lægger ligesom en dæmper på volumen – det må jeg finde en løsning på…

Apropos cykelhjelm er jeg SÅ glad for, at jeg og i særdeleshed også lille S har den på, når vi cykler. I eftermiddags tog S nemlig et styrt på cyklen på vej hjem.
AV!
Det gik værst ud over venstre hånd, der ved første øjekast sendte signaler til mine ben om bare at transformere sig til gelé og smeltede skumfiduser.
Jeg tog mig dog alliwl sammen, og fokuserede på lille mus, der skreg i vilden sky, da hun havde slået sig godt og grundigt, og i øvrigt ikke kunne lade være med at kigge på det store sår i håndfladen.
Shit mand, jeg vidste, at det var mig, der skulle rense, da Svensken var på overarbejde og mormor ikke lige er om hjørnet.
Hun er nu sej den lille tøs og jeg fik lov at rense såret godt, imens hun fjernede 28% af min hørelse på begge ører. Det gjorde pænt nas… på os begge.
Øv mand, brugte derefter 1 1/2 time i et bjørnekram indtil V og Svensken kom hjem med dejlig indisk mad til os.
Jeg HADER når børn slår sig. Det burde være en umulighed.
Og igen er jeg bekræftet i, hvorfor det er, jeg IKKE blev sygeplejerske.
Jeg duer sgu ikke til, når folk slår sig og skal have renset sår.

Nu er S puttet og jeg surfer på symaskiner, jeg har fundet “the one”, så nu tjekker jeg lige heeeeeeeele nettet for at sikre mig, at jeg får den til den bedste pris 🙂

 

Godnat derude!

Møs Blogmama